Så er det omsider ved at være tid til at tænke på Sværdkamp! I år foregår Sværdkamp i Bededagsferien 16.-18. maj i og omkring Silkeborg. Hvis du gerne vil deltage som enten konkurrence- eller oldboyssjak, så skal du holde dig klar fra på mandag 3. februar kl. 20:00, hvor onlinetilmeldingen åbner. Frem til 1. marts er der en begrænsning på 25 oldboys-pladser. Det koster 900,- kr. for konkurrencesjak og 1000 kr. for oldboyssjak. Transport til og fra Sværdkamp er ikke inkluderet i prisen.
Der er lavet en lille smule om på tingene i år. For det første kan vi i år tilbyde onlinebetaling af deltagergebyret via Spejdergears Webshop. Betalingen skal foregå umiddelbart efter at I har udfyldt tilmeldingen, men det foregår som to separate forløb – tilmelding for sig og betaling for sig. Betalingen skal være foretaget senest 24 timer efter at tilmeldingen er registreret! Efter 24 timer slettes jeres tilmelding, og I skal udfylde tilmeldingen igen.
Vi har også ændret på afbudsreglerne, så I ikke længere kan få refunderet deltagergebyret, hvis I bliver forhindret i at deltage. Vi vil til gengæld gerne hjælpe jer med at finde et sjak, der kan overtage jeres plads. Det gør vi bl.a. ved at oprette en venteliste, når de 60 pladser er besat.
Læs mere om hvordan I tilmelder jer
Hjælpertilmeldingen åbner i løbet af næste uge.
Vi glæder os til at se jer
Skriv et svar